Årets familiebil 2011 er Ford C-Max

Nu kan alle stifte bekendtskab med de køreegenskaber samt den komfort og rummelighed, der for nylig fik de danske motorjournalister til at kåre den nye Ford C-MAX til Årets Bil i Danmark 2011. Den nye og stærkt forbedrede Ford C-MAX lander hos alle landets Ford-forhandlere i denne uge og dermed er der rig lejlighed til at give motorjournalisternes mange roser et personligt efter-tjek.

Den nye C-MAX er især blevet fremhævet for sin kombination af fornuft og følelse – at en praktisk og økonomisk familiebil absolut ikke kun behøver at være praktisk og økonomisk, men også kan byde på ægte, ja ligefrem sportslig køreglæde.

Hele ni gange tildelte journalisterne de maksimale 10 point til C-MAX’en, der både kommer i en fem-sæders, og senere også i en lidt større version: Grand C-MAX med op til syv sæder og skydedøre.

C-MAX’en er tillige den første model med Fords nye 1,6 liters EcoBoost benzinmotor med direkte indsprøjtning og turbo med henholdsvis 150- eller 182 hk. Den har 6-trins manuel gearkasse mens Fords automatgear med dobbeltkobling, PowerShift, er en valgmulighed til flere af dieselvarianterne.

Ford C-MAX kan fås i to udstyrsversioner – Trend og Titanium. Motorprogrammet spænder over hele ni forskellige varianter af diesel- og benzinmotorer.

I lighed med Fords øvrige modeller er interiøret i Fords nye MPV allergitestet af det uafhængige, tyske certificeringsinstitut TÜV.

C-MAX byder på en række nye funktioner og teknologier som for eksempel semi-automatisk parallel-parkering, ’Blind spot information system’, el-betjent børnesikring i bagdørene og el-betjent bagklap. I lighed med andre Ford-modeller er der også mulighed for fuldt integreret telefoni og navigation fra egen smartphone.

Den trådløse Bluetooth-teknologi, som er standard på alle modeller, giver mulighed for håndfri kommunikation under kørsel. Som ekstraudstyr kan systemet opgraderes til også at give adgang til et komplet og præcist GPS-system, der afvikles via bilens højttalere og på en skærm, centralt placeret i instrumentpanelet.

Ford C-MAX kan pryde sig med de maksimale fem stjerner i Euro NCAP’s crash-test og er dermed blandt de sikreste familiebiler på markedet.


På Ford C-MAX og Ford Grand C-MAX dedikerede hjemmeside – http://www.cmax.ford.eu/?locale=da-dk - er det muligt at sammenligne modeller, tjekke priser, skrive sin egen anmeldelse efter testkørsel eller blot læse hvad andre mener efter en prøvetur i Fords nye familiebil.

Priserne for den nye C-MAX starter ved kr. 269.500 for en C-MAX Trend med 1,6  liters benzinmotor og 105 hk. Prisen er ekskl. levering. Den større Grand C-MAX forventes til Danmark lige efter nytår.

Lukket for kommentarer

Indlæg navigation