Bilsalget slog alle rekorder i 2012

Seat Ibiza

Der er aldrig blevet solgt flere personbiler i Danmark end i 2012. For andet år i træk slog personbilssalget rekord og i alt 170.736 nye personbiler rullede ud på de danske veje. I klar kontrast til resten af året dykkede salget i december dog kraftigt, og salget faldt med 30 procent sammenlignet med december 2011.

Aldrig tidligere er der blevet solgt så mange personbiler som i 2012, der dermed blev et historisk godt år for bilsalget i Danmark. Den hidtidige salgsrekord fra 2011 blev dermed slået omend kun med 727 biler svarende til en stigning på 0,4 procent i forhold til 2011. Det var dog ikke salget i december der trak op – tværtimod. Et svagt firmabilssalg betød, at salget dykkede med 30 procent, men den stærke udvikling i de første 11 måneder var altså nok til at få rekorden i hus.

“2012 blev endnu et rekordår for bilsalget. Det er i høj grad de private forbrugeres lyst til nye, særligt lidt mindre biler, som vi kan takke for rekorden. Det er meget positivt, at vi ser så stærkt et marked på et tidspunkt, hvor privatforbruget ellers generelt har det svært. Det skyldes ikke mindst den positive driftsøkonomi i at udskifte en ældre, benzinslugende bil med en ny bil med god brandstoføkonomi og flere års garanti”, siger Bent Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører.

Det kraftige dyk i decembersalget giver dog anledning til panderynker, men endnu ikke alvorlig bekymring hos bilimportørerne.

”Firmabilssalget har traditionelt været stort i december, men på grund af krisen i 2008 og 2009 er der ikke ret mange leasingkontrakter, der udløb i 2012 og det har gjort at langt færre end vanligt skulle have skiftet firmabil. Samtidig har de ændrede beskatningsregler på området betydet, at det ikke længere er en fordel, at købe bilen i december frem for i januar og derfor må vi forventer, at firmabilssalget i fremtiden bliver spredt mere ud over året”, siger Bent Mikkelsen.

Varebiler i kraftigt dyk
Med et salg på 2.372 nye varebiler i december faldt salget med 23,2 procent sammenlignet med december 2011. Efter fremgang gennem langt de fleste af årets måneder endte varebilssalget i 2012 dermed med et dyk på 0,9 procent i forhold til 2011.

“Varebilssalget var som forventet nogenlunde på niveau med 2011, og er på trods af faldet er december fortsat bedre, end det var tilfældet i både 2010 og 2009. Jeg tror derfor ikke, vi skal tage udviklingen i årets sidste måneder som udtryk for en begynde krise på markedet, og vi forventer i 2013 et varebilssalg på niveau med 2011 og 2012”, siger Bent Mikkelsen.

Lastbiler i lille stigning
Indregistreringen af nye lastbiler steg i december. Der blev indregistreret 286 nye lastbiler – 4 biler mere end i december 2011. Samlet set endte markedet i 2012 med en svag stigning på 2,6 procent sammenlignet med 2011.

“Præcis som varebilsmarkedet ligger lastbilerne mere eller mindre på niveau med sidste år. Det er det bedste salg i fire år, og selvom der er langt til tidligere tiders rekorder forventer vi en svag, men stabil vækst i 2013.” slutter Bent Mikkelsen.

Lukket for kommentarer

Indlæg navigation