Chevrolet Cruze Stationcar er kommet til Danmark

Stationcars er en vigtig biltype i Danmark. Af gode grunde for moderne familier med en aktiv livsstil har brug for plads i deres bil. Nu er Chevrolet klar med stationcar udgaven af den populære mellemklassebil, Chevrolet Cruze.

Cruze er Chevrolets mest solgte model på verdensplan med over 1,3 millioner solgte eksemplarer, og hos den danske Chevrolet importør tror man på, at successen vil fortsætte med den nye Stationcar. ”Vi har længe haft stor efterspørgsel på en stationcar version af Cruze. Nu er den her, og vi er sikre på, at den fra begyndelsen vil vinde kundernes hjerte på samme måde, som de øvrige Chevrolet modeller har gjort det i de seneste år”, fortæller Finn Lykke, direktør for Chevrolet Danmark, og fortsætter: ”Cruze Stationcar er ikke alene rummelig og alsidig. Den tilbyder også et sporty og stilfuldt design, til priser hvor alle kan være med.

Begrænsningerne brydes
Priserne er nemlig ikke uden betydning på det danske marked, hvor danskerne flokkedes omkring de allermindste biler, ikke mindst fordi de er billige. Men de små biler har deres begrænsninger, og her kan Cruze Stationcar være en god mulighed, netop fordi man forener fine pladsforhold, gode køreegenskaber og moderne motorer med rigtig fornuftige priser. Således vil en Chevrolet Cruze Stationcar kunne købes for blot 199.900 kroner.

Fremragende pladsforhold
Chevrolet Cruze Stationcar har, med en længde på 4,68 meter og en akselafstand på 2,69 meter, en af de mest rummelige kabiner i klassen og tilbyder mere loftshøjde foran og mere benplads bagi end de fleste konkurrenter i klassen.

Tre motorvarianter
Fra introduktionstidspunktet vil Chevrolet Cruze Stationcar blive tilbudt i tre motorvarianter: En 1.6 liters benzinmotor med 124 hk og en 1.8 liters benzinmotor med 141 hk. Derudover kan Cruze anskaffes med en ny 2.0 liters ECO dieselmotor med hele 163 hk. Her er der altså tale om en virkelig stærk motor, som stadig kan præstere en god økonomi med et flot energimærke A.

Der findes også tre udstyrsvarianter af Chevrolet Cruze Stationcar: LA, LS og LT, hvor LT er højest. LA og LS er begge forbeholdt bilerne med 1.6 liters motor, mens 1.8 og 2.0-versionerne begge har højeste udstyrsniveau.

Funktion, udstyr og pris
Chevrolet Cruze Stationcar versionerne skaber et unikt forhold mellem funktionalitet, udstyr og pris. Foruden de 199.900 kr. for LA-versionen, er listeprisen 214.995 kr. for 1.6 LS, 224.995 kr. for 1.8 LT og 259.995 kr. for 2.0 diesel LT. Det indebærer eksempelvis, at man for blot 224.995 kr. ikke bare opnår en rummelig stationcar, men også disponerer over luksusudstyr som 16” alufælge, aircondition, baksensor, fartpilot, el-sideruder for og bag, sædevarme, multijusterbart læderrat, Infotainment anlæg med tilslutning via Bluetooth, AUX, USB med iPod funktion og meget, meget mere.

Sikkerhed
Chevrolet har for længst opnået fem stjerner og en høj pointscore i Euro NCAP sikkerhedstesten med Cruze 4-dørs. Stationcar-udgaven er baseret på samme platform og samme vifte af sikkerhedselementer som de øvrige varianter med et karrosseri, hvor 62 procent er bygget i højstyrkestål, og hvor seks airbags og ikke mindst ISOFIX barnestolsbeslag er standard. I en nødsituation vil elektronisk stabilitetskontrol (ESP), traction control (TCS), ABS med elektronisk bremsekraftfordeling (EBD) og bremseassistent (BAS) hjælpe føreren med at holde bilen på vejen og ligeledes assistere under udfordrende opbremsninger eller accelerationsmanøvrer.

Introduktion og julegave
Chevrolet Cruze Stationcar kan netop nu opleves hos alle landets Chevrolet forhandlere. Som en ekstra julegave kvitterer Chevrolet, ved prøvekørsler frem til 23. december, med den helt nye Madagascar 3 DVD.

Lukket for kommentarer

Indlæg navigation