Continental vil lave dæk af mælkebøtter

Nissan X-Trail 2014

Continental og tysk forskningsinstitut tæt på gennembrud med at udvinde gummi fra mælkebøtter og bruge det i bildæk. Kommerciel dyrkning af mælkebøtter for at udvinde gummi. Det kan om få år være en realitet. Den tyske Continental-koncern er sammen med Fraunhofer Instituttet for Molekylær Biologi og Anvendt Økologi i Aachen tæt på et gennembrud, der gør det muligt at bruge gummi fra mælkebøtter til at fremstille bildæk. De første dæk testes på offentlig vej i de kommende år.

”Sammen med instituttets eksperter er vores forskere og ingeniører lykkedes med at udvinde gummi af høj kvalitet fra mælkebøttens rødder. Det er foregået i laboratorier, men nu er vi gået sammen om at opføre et pilotanlæg i Münster, hvor naturligt gummi kan produceres i langt større skala”, fortæller Georg Nielsen, adm. direktør for Continental Dæk Danmark A/S.

”Det er jo et fantastisk perspektiv at få gummi fra en plante som mælkebøtten”, fortsætter Georg Nielsen. ”For det første er en sådan produktion langt mindre afhængig af vejret, end når du anvender gummi fra træer i det subtropiske klima. Dernæst giver dyrkningen af mælkebøtter jo næsten sig selv. De kan stort set vokse over alt, og det åbner helt nye potentialer for arealer, som ellers ikke dyrkes.”

Georg Nielsen påpeger desuden, at mælkebøtter kan dyrkes tæt på Continentals dækfabrikker, så transporten kan minimeres – til gavn for miljøet.

Forskningen og forsøgene i Münster har afdækket de gener i mælkebøtten, der sikrer et højt udbytte af gummi. Den plante, de har forædlet sig frem til, indeholder gummi, der er fuldt på højde med gummi fra gummitræer. Faktisk er mælkebøtte-gummi mere robust og udbyttet højere.

”Projektet viser med al tydelighed, at vi stadig har mange muligheder for at udvikle materialer til vores produktion. Dette er et markant skridt frem mod Continentals mål om at producere dæk til personbiler, lastbiler, cykler osv. helt uden fossile materialer. Lykkes vi med at producere mælkebøtte-gummi i tilstrækkelige mængder, er vi med ét langt mindre afhængige af høsten i de subtropiske områder, hvor gummitræet vokser”, siger Georg Nielsen.

Lukket for kommentarer

Indlæg navigation