Den nye Porsche Boxster Spyder – Let, effektiv og åben!

Porsche Boxster Spyder

Dr. Ing. h.c. F. Porsche AG lancerer en ny topmodel af den agile Porsche Boxster, der i en let centermotorkonstruktion får debut ved den internationale biludstilling i Los Angeles, USA i december. Med en egenvægt på kun 1.275 kilo er Porsche Boxster Spyder den letteste model i hele Porsches modelprogram. Boxster-DNA’et er let genkendeligt fra første øjekast og den nye Porsche Boxster Spyder repræsenterer den mest rendyrkede puristiske form af en Porsche sportsvogn – let, kraftfuld, åben og ekstrem effektiv.

Det er præcis den formel Porsche allerede har implementeret i sine succesfulde sportsvogne og racermodeller lige fra den legendariske Porsche 550 Spyder og til nutidens meget succesfulde Porsche RS Spyder.  Den nye Porsche Boxster Spyder fortsætter denne rendyrkede filosofi og bliver således det tredje medlem i Boxster-familien, når modellen lanceres i februar 2010.

Den nye Porsche Boxster Spyder er udviklet med åben kørsel for øje, men udstyret med en specialudviklet kaleche-løsning, der kan beskytte mod sol, vind og regn. Med kalechen monteret minder Porsche Boxster Spyder i profil om supersportsvognen Porsche Carrera GT med sine lave sideruder og to markante forhøjninger placeret umiddelbart bag cockpittet på toppen af motorklappen.

En markant reduceret egenvægt i forhold til Porsche Boxster S, et lavere tyngdepunkt og en komplet ny sports-undervogn, er med til at fremhæve den helt rigtige køredynamik, kun understreget af modellens visuelle udseende. Porsche Boxster Spyder er udstyret med samme seks-cylindrede boxermotor, som vi kender fra Porsche Boxster S, men effekten er øget med 10 hk, så der nu er hele 320 hk. Koblet sammen med Porsches effektive dobbeltkoblingsgearkasse PDK (Porsche-Doppelkupplungsgestriebe) og Sport Chrono pakken accelererer Boxster Spyder fra 0-100 km/t på 4,8 sekunder og har en tophastighed på 267 km/t med taget afmonteret. Trods præstationer af den kaliber tilbagelægger Porsche Boxster Spyder hele 10,8 kilometer i gennemsnit per liter brændstof.

Fundamentalt set er modellerne i Porsche Boxster-programmet efterfølgere til den legendariske Porsche 550 Spyder, der blev bygget i 1953. Begge modeller deler samme konstruktionsprincip med centermotor, lav vægt, minimalistisk design kombineret med uovertruffen køredynamik og køreglæde. Porsche 550 Spyder var den første sportsvogn fra Porsche, der var fremstillet med henblik på motorløb, men også homologeret til gadebrug. Med en egenvægt på blot 550 kilo var Porsche 550 Spyder en magtfaktor i datidens motorløb og som en konsekvens yderst populær gaderacer.

Den nye Porsche Boxster Spyder kan allerede nu bestilles hos de to autoriserede Porsche Centre, Porsche Center Jylland og Porsche Center Sjælland med introduktion i februar 2010.

Lukket for kommentarer

Indlæg navigation