Flextreme GT/E Concept viser Opels fremtid

Opel Flextreme GT Concept
Cw-værdi på 0,22, omfattende brug af letvægtsmaterialer, bevægelige spoilere, baghængslede bagdøre og Opels E-REV teknologi gør Flextreme GT/E til en meget speciel elbil.

Rüsselsheim. Opel viser en ny konceptbil med navnet Flextreme GT/E på biludstillingen i Geneve, der finder sted fra den 4. til den 14. marts. Bilen skal vise Opels kompetence indenfor miljøvenlig teknologi og den designlinje, som kommer til at præge kommende biler fra Opel.

Opel Flextreme GT/E er 4,7 meter lang og er en såkaldt E-REV – en elbil med rækkeviddeforlænger i form af en lille forbrændingsmotor, der giver energi til bilens el-generator, når batterierne er flade. Teknologien svarer til den i Opel Ampera, der kommer på gaden i Tyskland næste år.

Teknologien bag Flextreme GT/E og Ampera kalder Opel ‘e-mobility unlimited’ – ubegrænset e-mobilitet. Betegnelsen henviser til, at denne type elbil ikke er begrænset af batteriernes rækkevidde og muligheden for at oplade batterierne fra en stikkontakt.

Flextreme GT/E har en Cw-værdi på 0,22, hvilket medvirker til en topfart på over 200 km/t, effektiv energiudnyttelse og den lange rækkevidde.

“Flextreme GT/E Concept viser fremtidens former hos Opel,” siger Frank Weber, der er Vice President, Corporate and Product Planning.

Dørgreb erstattet af sensor og sidespejle af kameraer

Den lave front er udstyret med LED forlygter, og bag Opel logoet i midten af grillen gemmer sig stikket til at oplade batterierne fra en stikkontakt. Den lave front gør det muligt at leve op til fremtidige krav til fodgængerbeskyttelse. Adgang til bagsædet sker via baghængslede døre som på den nye Meriva. Dørgreb er erstattet af sensorer for at sikre en glat overflade. Den samme gælder de udvendige spejle, der er erstattet af kameraer i bunden af a-stolpen for at mindske turbulens og vindmodstand. Bagklappen åbner bredt som på Insignia for at lette adgangen til bagagerummet og rudeglasset er en anelse konveks for at optimere aerodynamikken. Glasset i bilens tag er lysfølsomt, så al sollys kan lukkes ind i bilen om vinteren og holdes delvis ude om sommeren for at spare energi til opvarmning og afkøling. Den bagerste del af taget anvendes til en køler for batteriet og de elektroniske komponenter.

Spoilere langs siden af bilen

Ud over en lille frontareal, lav højde (1308 mm) og en helt flad bund er bilen udstyret med relativt smalle 21” hjul med dæk i størrelsen 195/45, og hele bilens design er skabt, så vindmodstanden bliver så lav som muligt. Det gælder også muligheden for at ændre på karrosseriet afhængig af bilens hastighed. Ved hastigheder over 50 km/t forlænges de to 350 mm lange spoilere langs siden af bilen bag hver hjulkasse for at lede luftstrømmen effektivt over bilens bagende og undgå turbulens. Letvægtsmaterialer som kulfiber, ruder af polycarbonat og omfattende brug af aluminium hjælper til at mindske vægten af Flextreme GT/E Concept. I forhold til traditionelle materialer giver det en 40 procent vægtbesparelse til gavn for ydelse og energiforbrug.

62,5 km/l efter EU-normen

Det er første gang GM’s E-REV teknologi anvendes i en bil større end Ampera, men på trods af sin størrelse har Flextreme GT/E en topfart på over 200 km/t, samme accelerationstid som Ampera – det vil sige 0-100 km/t på 9 sekunder – en rækkevidde med nul CO2 udslip på batteridrift alene på 60 kilometer. Brændstofforbruget ved EU testnormen for denne biltype anslås til 62,5 km/l med et CO2 udslip under 40 gram pr. kilometer.

I modsætning til en hybridbil drives hjulene på Flextreme GT/E altid og kun af bilens elmotor med mulighed for 60 kilometers CO2 fri kørsel, når batterierne er fuldt opladet. Energien til dette kommer fra en T-formet batteripakke, der er integreret i bilens bund og under bagsædet. I modsætning til en traditionel elbil slipper man for risikoen for at strande med flade batterier langt fra en stikkontakt, for når batteripakken er flad, tager bilens indbyggede forbrændingsmotor over og forsyner elmotoren med energi. På den måde får Flextreme GT/E en rækkevidde på over 500 kilometer. Skal man køre længere, er man uafhængig af en stikkontakt og behøver ikke vente på opladning af batterierne, men kan blot tanke bilen med benzin og køre videre. Når man holder pause, kan bilens batterier igen oplades fra en stikkontakt, så man kan fortsætte næste dag på batteridrift de første 60 km.

Flextreme GT/E er et skridt i Opel’s bestræbelser på at elektrificere bilen. Strategien mod større el-drift til personbiler omfatter også rene elbiler, hybridbiler, brændselscelleteknologi og andre elbiler med rækkeviddeforlænger som Ampera og Flextream GT/E.

Lukket for kommentarer

Indlæg navigation