Kvinder køber flere og flere biler

MINI Ray

Biler i Bella er også kvindernes biludstilling. Kvinder bliver år for år en mere betydningsfuld faktor, ikke blot som bilister, men også som bilkøbere.

“På to år er kvinders andel af bilkøbene i Danmark steget fra 18 til 23%,” fortæller produktchef Søren Lindquist fra Bella Center, som er klar til at åbne dørene for den store biludstilling, Biler i Bella.

“Hvis det tidligere var et godt gæt, at når en kvinde købte bil, så tog hun den billigste, så er det helt anderledes avancerede valg, som kvinderne foretager i dag. Mænd kan gå meget op i tekniske detaljer, men kvinder køber bil ud fra nogle bredt afbalancerede totalbetragtninger om praktisk udbytte, social stil og et signal om: Det her er mig,” betoner Søren Lindquist.

Fiat 500 er en af kvindernes foretrukne livsstilsbiler, og Mini samt de mindre, men lækkert designede cabrioletmodeller og de nye små SUV-biler er andre foretrukne kvindebiler.
På Biler i Bella kan kvinder i alle aldre, med og uden mand, kæreste og børn, let og bekvemt danne sig et indtryk af, hvad der skal være den næste bil.

“Man kan sammenligne en masse biler i en bestemt kategori, f.eks. småbiler, åbne sportsvogne eller SUV-biler, uden at skulle ud i kulden og køre fra forhandler til forhandler. Kan ungerne være bag i, hvordan er bagagerummet, sidder man godt, stemmer designet, etc., etc.,” siger Søren Lindquist.

“Og når man så har fundet en spændende bil, ja, så kan man prøvekøre den – lige på stedet,” tilføjer han.
Alt for børnene

Et ufravigeligt krav hos kvinder med børn er, at fritidsaktiviteter som udstillinger skal være børnevenlige. Og det er Biler i Bella.

I Falcks udrykningsområde finder man blinkende lygter og hylende sirener, som vil få de mindste til at glemme alt om en middagslur. Langelandsfestivalen inviterer til skæg og leg med en giraf-limousine. I LEGO World kan man bygge sin egen LEGO bil eller truck. Og hos Ansigtsmaling kan børnene blive malet som en tiger eller få blomster, biler eller sommerfugle på kinden. Sejt eller sødt, man vælger selv. Endelig er der for de lidt større børn en cool teenagelounge med mulighed for at slappe af, hænge ud og spille fede bilspil.

Desuden kan familien spare 70 kroner ved at købe en “far, mor og to børn” billet.

I den alvorlige ende: Sikkerhed

To topvigtige ting for kvinder er mobiltelefoni og børnestole.
“Der er mange fordele ved trådløs mobiltelefoni, ikke mindst bedre talekomfort, større trafiksikkerhed og ingen risiko for bøder. Alligevel kører mange bilister med mobilen klemt ind mellem kind og skulder. Alle biludstillerne på Biler i Bella vil med glæde afhjælpe det problem, og når det gælder sikker transport af børn, så er der også mange god råd at hente om barnestole og sikkerhedsseler hos de mange biludstillere,” slutter Søren Lindquist.

Lukket for kommentarer

Indlæg navigation