Michael Christensen ny fabrikskører hos Porsche

Porsche 911 GT3

Den danske racerkører Michael Christensen bliver en del af Porsches hold af fabrikskørere i 2014. Efter at have tilbragt to år som Porsche juniorkører, hvor han leverede en stærk præstation i Porsche Carrera Cup Deutschland og Porsche Mobil 1 Supercup, giver Porsche nu den 23-årige dansker chancen for at tage det næste skridt i sin karriere.

Som teenager var Michael Christensen en af de mest succesfulde karting-kørere i verden. I 2005 sikrede han sig det europæiske mesterskab, og et år senere sikrede han sig sejren i det prestigefyldte Macau Kart Grand Prix. Han gik derefter videre til forskellige formel-serier, bl.a. Formula BMW Europe hvor han vandt Rookies Cup i 2008, og tog syv sejre i samme mesterskab et år senere.

Han fulgte det op med to år i GP3-serien. I vinteren 2011 tog Michael Christensen del i Porsches omfattende ’Youth development selection programme’, og vandt over mange andre aspirerende talenter fra hele verden. Præmien var en sæson som Porsche juniorkører i Carrera Cup Deutschland. Bag rattet i sin nye Porsche 911 GT3 Cup kørte han en imponerende debutsæson, blandt andet med sin første sejr på Hockenheimring.

Selv efter at være blevet forfremmet til Porsche Supercup, der er verdens mest prestigefyldte mærkeserie, opfyldte han alle forventninger til sæsonen i den nye og kraftigere Porsche 911 GT3 Cup: Han vandt det eftertragtede løb på Nürburgring og sikrede sig med en række gode præstationer rookie-titlen som bedste nye kører i Supercup-serien.

Gennem sine to år som juniorkører opnåede Michael Christensen også en række vigtige resultater i andre serier med opbakning fra Porsche, som topplaceringer i Daytona og Petit Le Mans i USA, såvel som Nürburgring langdistance-mesterskabet.

”Jeg er meget glad for, at Michael er endnu en af vore juniorkørere, der har haft held til at træde ind i vores stald af fabrikskørere,” siger chefen for Porsche Motorsport, Hartmut Kristensen. ”I de seneste år har han vist mange positive kvaliteter, og haft den personlige udvikling som vi leder efter i vores junior-program. Han er vokset med opgaven og er blevet en rigtig professionel, både på og udenfor banen.”

”Det er en drøm som bliver virkelighed. At blive Porsche fabrikskører er en chance for livet,” siger Michael Christensen. ”Jeg har lært så meget som Porsche juniorkører takket været den omfattende opbakning jeg har fået, og har udviklet mig både som menneske og racerkører. Jeg vil gøre det bedste, jeg kan for at leve op til den tillid, som Porsche har vist mig.”

Lukket for kommentarer

Indlæg navigation