Nu kan danskerne leje elbiler hos Avis

Renault Fluence ZE privatleasing

Avis Biludlejning introducerer som det første biludlejningsselskab på det danske marked både korttids- og langtidsleje på elbiler til private og virksomheder. Et initiativ Avis’ kunder tager godt imod.

Danskere, der er nysgerrige efter at prøve kræfter med en elbil, har nu muligheden næste gang, de skal leje en bil. Også selvom man kun ønsker at leje bilen en enkelt dag. Avis Biludlejning tilbyder nemlig som det første udlejningsselskab i Danmark sine kunder at leje en elbil på en af selskabets 38 stationer landet over, og med i lejen er der fri adgang til ladestandere og batteriskiftestationer overalt i landet.

1 dag eller 1 år
Elbilen er endnu ikke for alvor slået igennem i Danmark, men med introduktionen af el-lejebiler på det danske marked giver Avis danskerne en chance for at afprøve elbilens muligheder og et indblik i, hvad det vil sige at køre elbil – uden at de skal binde sig. Avis fokuserer derudover på at give kunden den størst mulige fleksibilitet, så man kan leje elbilen en enkelt dag eller i flere måneder. Uanset om man er en privatperson eller virksomhed.

“Vi stræber altid efter at kunne tilbyde vores kunder de mest moderne og fleksible løsninger, og derfor er elbiler et helt naturligt næste valg for os,” siger Lars Dissing, salgs- og marketingdirektør hos Avis Danmark. ”Vi er stolte af at kunne tilbyde et konkurrencedygtigt full service-produkt, hvor alt er inkluderet i prisen: bil, ”brændstof” i form af gratis opladning og batteriskift, forsikringer, vejhjælp og et vist antal kilometer afhængigt af aftalen.

Gratis opladning
Avis’ elbiler er primært modellen Renault Fluence ZE, som alle har udskiftelige batterier og dermed også er velegnede til længere køreture. På 7 minutter kan man skifte til et fuldt opladet batteri. Det afhænger af kørestil og vejrforhold, hvor langt et opladet batteri kan række, men det rækker omtrent mellem 80-185 km.

Giver forudsigelighed
En af de privatkunder, som har valgt at langtidsleje en elbil, er Thomas Thorndahl fra København NV, som kører omkring 1600 km hver måned.

”Jeg har valgt at leje en elbil pga. den forudsigelighed, det skaber. Der er for stor usikkerhed i øjeblikket omkring, hvad din brugte bil er værd, og benzinpriser er uforudsigelige. Dette er en fantastisk mulighed for at kende sine omkostninger,” siger Thomas Thorndahl og fortsætter: ”Jeg kører enormt mange kilometer hver weekend, og her giver de udskiftelige batterier mig den rækkevidde, som jeg behøver.”

Men det er ikke kun privatkunder, som vælger at leje elbiler. Blandt mange virksomheder er miljørigtige løsninger et vigtigt skridt mod en grønnere profil.

”At køre elbil er et grønt valg, som er i tråd med Brings værdier og koncernens miljømål. Bring bestræber sig på at levere den mest miljørigtige transport ud fra kundens behov. Her er elbilen et rigtig godt alternativ som supplement til vores cykelbude og dieselbiler,” udtaler Andreas Hald, der er Business Area Manager hos Bring.

Fakta om leje af elbiler
Korttidsleje (1-28 dage) tilbyder Avis foreløbigt på de københavnske stationer i Kampmannsgade og i Københavns Lufthavns Indenrigsterminal 1, mens man kan langtidsleje (29 dage – 18 måneder) fra alle danske Avis-stationer.

Avis’ elbilsflåde omfatter både personbiler og varevogne

Lukket for kommentarer

Indlæg navigation