Nu starter serieproduktion af Volvo S60L

Volvo S60 Polestar Concept

Volvo har netop taget officielt hul på serieproduktionen af Volvo S60L på fabrikken i Chengdu, Kina. Produktionsstarten er endnu en vigtig milepæl i etableringen af Kina som Volvos andet hjemmemarked.

”Den første bil, der forlod samlebåndet, var en Volvo S60L i farven Seashell Beige.Volvo  S60L er en udgave af Volvo S60 med længere akselafstand. Den retter sig specielt mod det kinesiske marked og får officiel debut på Guangzhou Motor Show den 21. november.

I 2011 præsenterede Volvo sin vækstplan for Kina, og siden er det gået rask fremad. Starten på serieproduktion på Chengdu fabrikken er seneste skridt i den hurtige ekspansion. Udvidelse af virksomheden i Kina og etablering af landet som Volvos andet hjemmemarked er vigtige elementer i Volvo Cars’ langsigtede strategi og forretningsplaner, som bl.a. omfatter et årligt salgsmål på 800.000 biler på verdensplan.

Det er gået godt med salget i Kina i år, hvor der til nu er detailsolgt over 40 procent flere biler end i 2012. Det betyder, at Volvo vokser væsentligt hurtigere end det kinesiske marked i øvrigt. Som på andre nøglemarkeder verden over drives salget i Kina af Volvo XC60, Volvo S60 og Volvo V60, men også Volvo V40 er blevet godt modtaget af de kinesiske kunder. Der er for øjeblikket over 150 forhandlere i Kina sammenlignet med cirka 100 for to år siden.

Også en motorfabrik i Zhangjiakou er nu kommet i gang og leverer motorer til produktionsfabrikken i Chengdu. I alt har Volvo Cars over 2.000 medarbejdere i Kina, hvoraf cirka halvdelen arbejder på Volvo Car Chinas hovedkontor i Shanghai.

”Vi kører på alle cylindre i Kina,” siger Lars Danielson, Senior Vice President Volvo Cars China Operations. ”Den officielle start på serieproduktion i Chengdu er blot den nyeste af mange milepæle, vi har nået de seneste år. Med et stærkt produktprogram i ryggen er vores yderst kompetente organisation i Kina fast besluttet på at høste mange flere successer i fremtiden, og udsigterne for Volvo i Kina er særdeles lovende”.

Lukket for kommentarer

Indlæg navigation