Ny billig Ford Ka fyldt med teknologi

Ford Ka concept

Den fremtidige Ford Ka bliver ikke bare billigere, den bliver også større og fyldt med teknologi, man ikke umiddelbart forventer at finde i en lille bil. Det var i hvert fald foreløbige konklusioner, da 2.500 presse- og branchefolk blev præsenteret for et helt nyt Ka-koncept under eventet ‘Go Further’ i Barcelona i dag.

Konceptet lover plads til fem personer i en kompakt by-bil, som blandt andet vil være udstyret med Fords stemmestyrede SYNC kommunikationssystem med dertil hørende AppLink, som sætter føreren i stand til at styre mobilens applikationer, afspille musik og tale i telefon – uden at fjerne hænderne fra rattet og øjnene fra vejen.

“Ka-konceptet bygger videre på Fords erfaringer med kompakte by-biler og vores succes med at implementere nye sofistikerede teknologier for at øge kommunikations-muligheder, køreoplevelse og sikkerhed”, sagde vicepræsidenten for Ford i Europa, Stephen Odell.

“I fremtiden vil der være en øget forventning til alle digitale enheder. Gadget skal kunne bruges og overføres uden problemer – fra hjem til bil til arbejdsplads. Og det er præcis hvad Ka-konceptet præsenterer”, sagde Stephen Odell.

Ford har solgt mere end 1,8 millioner Ford Ka siden introduktionen i 1996.

Ford forventer, at markedet for kompakte by-biler vil stige med 35 procent frem mod 2017.

Lukket for kommentarer

Indlæg navigation