Oplev fede superbiler på Biler i Bella

Zenvo ST1

En af publikumsattraktionerne på biludstillingen Biler i Bella fra d. 21.-24. marts bliver det store show, Superbilernes DNA. Og for de besøgende bliver det en ny måde at opleve biler på.

En række skelsættende og til dels uerstattelige superbiler fra de sidste 25 år kommer en ad gangen kørende ind på scenen, mens publikum får det optimale lyd- og synsmæssige oplevelsesindtryk fra højtplacerede tribuner.

“Somme tider kan man være heldig at se sjældne biler stående bag snore på en biludstilling, men her giver vi de besøgende den totale sanseoplevelse i form af buldrende motorlyd og anderledes synsindtryk fra kørende superbiler,” fortæller udstillingschef Søren Lindquist, Bella Center.

“Netop superbiler fortjener med deres skulpturerede, tredimensionale udtryk at blive set fra en højere position, og derfor er publikum placeret højt,” betoner Søren Lindquist.

Chefredaktør Mikkel Thomsager fra Danmarks førende biltidsskrift, Bil Magasinet, præsenterer Superbilernes
DNA i et show, der varer en halv time.

“Superbiler udtrykker ikke kun sig selv, men også drømmene i den tid, hvor de blev født, og jeg tør godt love publikum en spændende og indsigtsfuld oplevelse,” siger Mikkel Thomsager.

Den aktuelle liste over de biler, publikum kan opleve på Superbilerns DNA, er:

  • Ferrari F40 (1987), verdens dengang hurtigste masseproducerede bil.
  • Honda NSX (1990), Hondas supersportsvogn, som skulle tage kampen op mod Ferrari.
  • Lamborghini Diablo (1990), superbilen som den danske motorjournalist Christian Frost målte til en topfart på 321 km/t – om natten.
  • Dodge Viper (1997), superbil “the American way” baseret på en V10-
  • lastbilmotor.
  • Porsche Carrera GT (2004), Porsches ultimative centermotorsportsvogn.
  • Nissan Skyline GT-R (2010), den firehjulstrukne japanske powerdrifter, der indgød europæerne respekt.
  • Zenvo ST1 (2010), dansk hypersportscar med en topfart begrænset til 375 km/t (ja, begrænset!)

Mikkel Thomsager sætter superbilerne ind i deres samtid under showet, som afvikles én gang torsdag, én gang fredag samt tre gange både lørdag og søndag.

Udover at være redaktør er Mikkel Thomsager også kendt som speaker ved Copenhagen Historic Grand Prix, hvor han hvert år i Fælledparken i København med både humor og pædagogik gør gamle biler forståelige for menigmand.

Lukket for kommentarer

Indlæg navigation