Porsche præsenterer Porsche Cayenne Platinum

Cayenne Platinum Edition

Porsche opgraderer nu V6-modellerne af Porsche Cayenne med den særlige Platinum Edition, som udelukkende fås til Porsche Cayenne og Porsche Cayenne Diesel. Med de mest efterspurgte options som en del af det omfattende standardudstyr tilbyder Platinum Edition noget ganske særligt, og kendes udvendigt på flere detaljer lakeret i Platinum Silver Metallic. På samme måde er der skabt en særlig stemning i interiøret, og som altid findes Platinum Edition-modellerne kun i en kort periode.

Det opgraderede udstyr som følger med Platinum Edition, er skabt til at forøge både komfort og sikkerhed. Eksempelvis omfatter standardudstyret nu den 8-trins Tiptronic S automatgearkasse, bi-xenon forlygter, Power Steering Plus samt Park Assist for og bag. Spejlene eliminerer automatisk chancen for at blive blændet af bagvedkørende om natten, mens de bagerste sideruder er med den såkaldte ’privacy glazing’, der skåner passagerne fra uønsket opmærksomhed.

De forreste luftindtag, vinduesrammerne på siden, kanten af bagspoileren og trimlisten på bagklappen er lakeret i den særlige Platinum Silver Metallic og giver en særlig brilliant effekt. Standard lak farverne inkluderer sort og hvid, mens Meteor Grey Metallic, Basalt Black Metallic og Mahogany Metallic findes som option akkurat som Carrera White Metallic. Det udvendige design rundes af med 19-tommer Cayenne Design II alufælge med Porsches logo.

Interiøret er med en særlig finish i Black/Luxor Beige og dellæder, som er skabt specielt til Platinum Edition, mens fuldt læderindtræk findes som option. Gulvmåtter med Luxor Beige kanter og Porsches logo, samt dørtrin med ’Platinum Edition’-logo er andre highlights fuldender det eksklusive interiør.

Læderrat fra Porsche Design med shift paddles og Porsches logo i nakkestøtterne for og bag er en anden detalje, mens Porsche Communications Management-systemet inkluderer navigation som standard, sammen med en high-resolution touch-screen, 11 højttalere og en samlet ydelse på 235 watt.

Porsche Cayenne Platinum Edition har en ydelse på 300 hk, og med Tiptronic S er det gennemsnitlige forbrug 10,1 km/l ifølge NEDC, med en CO2-udledning på blot 236 g/km. Den 3-liters V6 i Porsche Cayenne Diesel Platinum Edition yder 245 hk og et gennemsnitligt forbrug på 13,8 km/l, samt en CO2-udledning på blot 189 g/km. Inklusive det nævnte udstyr er prisen på Porsche Cayenne Platinum Edition 1.385.484 kr. + lev., mens Porsche Cayenne Diesel Platinum Edition koster 1.400.057 kr. + lev. Begge modeller kan bestilles nu hos Danmarks to autoriserede Porsche centre, Porsche Center Jylland og Porsche Center Sjælland.

Lukket for kommentarer

Indlæg navigation