Seat præsenterer den nye Seat Leon ST

Seat Leon ST

Her til formiddag præsenterede SEAT stationcarversionen af den spanske, kompakte model ved biludstillingen i Frankfurt. Seat Leon ST er en strategisk model i udvidelsen af Leon-familien og også når det gælder om at øge SEATs salg af firma- og familiebiler. I Vesteuropa udgør subsegmentet, hvor den nye Seat Leon ST hører til, omkring 500.000 biler om året, og det er et meget vigtigt segment i lande som Tyskland, Storbritannien, Italien, Østrig og Schweiz. Inden for denne klasse udgør flådesalget i gennemsnit 60 % af salget, endda helt op til 74 % i Tyskland.

Den nye Seat Leon ST kommer som det første ud til forhandlerne i Tyskland, Spanien, Østrig, Schweiz, Holland og Portugal til november, og de øvrige lande følger senere. Med denne lancering vil Leon-familien fortsætte med at vokse efter præsentationen af karrosserivarianterne med fem og tre døre.

Under præsentationen af bilen udtalte SEAT Executive Committee Chairman Jürgen Stackmann følgende: “Den nye SEAT Leon ST vil åbne nye døre for SEAT til erobring af de mest krævende kunder.” Stackmann tilføjede: “Til trods for de hårde tider, vi oplever i bilbranchen, bliver SEATs indsats belønnet: Vores salg har et stærkt momentum; vi vokser i modsætning til den generelle trend i branchen”. “Vi er stolte af vores nye Leon, vi er klar til at vækste, og vi er fortrøstningsfulde omkring vores fremtid”, afsluttede han.

Under sin første optræden som øverste chef for det spanske mærke på en international biludstilling erklærede Stackmann følgende: “Jeg er virkelig stolt af at være øverste chef hos SEAT. Det er en virksomhed med en enestående rigdom på substans, produkter i topklasse, fremragende ingeniørkunst og design samt et yderst engageret fundament af kollegaer og medarbejdere.”

SEAT vokser med 11,4 % takket være Leon

Den nye Seat Leon spiller en vigtig rolle i opbygningen af SEATs succes, og den er blevet mærkets anden søjle sammen med Ibiza. Frem til nu har SEAT i år udleveret ca. 60.000 eksemplarer af den nye Leon på verdensplan, hvilket er en stigning i salget for denne model på 40 % sammenholdt med samme periode i 2012. Leon er også populær, når den testes af pressen, da den er blevet nummer 1 i 35 ud af 55 sammenligningstests udført af de førende medier på de vigtigste markeder siden introduktionen – altså i næsten to tredjedele af alle tests.

Leons succes har løftet SEATs salg i 2013. Fra januar til august har det spanske mærke leveret 234.200 biler på verdensplan, hvilket er 11,4 % mere end sidste år. På trods af den generelle nedgang i salget i Europa er SEAT gået imod trenden i branchen som et af de hurtigst voksende mærker. Når man ser på tallene land for land, har SEAT oplevet vækst i Tyskland (en stigning på 26,4 %, 56.000 biler, volumenmærket med den største vækst og i top 10), Spanien (en stigning på 5,9 %, 43.000 biler, førende på markedet i 2013) og Storbritannien (en stigning på 15,6 %, 27.000 biler).

Desuden har SEAT oplevet en eksponentiel stigning i salget i Algeriet og Tyrkiet, hvor der frem til august blev solgt henholdsvis 14.900 (en stigning på 81,7 %) og 6.500 (en stigning på 122,5 %) biler. I Mexico er mærket nu i top 10 med et salg på 14.000 biler til dato. SEATs salg uden for Europa er vokset med 27,1 % i løbet af årets første 8 måneder.

Seat Leon ST – den mest alsidige og elegante stationcar

Ligesom det er tilfældet for modellens 5- og 3-dørs versioner skal stationcarversionen af Leon bygges på fabrikken i Martorell (Barcelona) ved hjælp af Volkswagen Groups MQB-platform. Det tredje medlem af Leon-familien kombinerer det dynamiske og ungdommelige design og den sportslige karakter med en fremragende alsidighed. Leon ST er 4.535 mm lang, bagagerummet rummer 587 l, og det kan øges til 1.470 l ved at klappe bagsæderne frem.

Med ankomsten af den nye ST følger ny topmoderne teknologi som fx fartpilot med ACC-afstandsradar, adaptiv undervognsregulering DCC, som ændrer undervognens karakteristik, og det progressive styretøj, der giver en mere præcis kontrol tilpasset til bilens hastighed.

Ecomotive og TGI – Leons mest bæredygtige versioner – vises i Frankfurt

På biludstillingen i Frankfurt løftede SEAT sløret for to versioner af Seat Leon, som er kendetegnet ved deres effektivitet, lave forbrug og emissioner samt bæredygtighed. Den nye Leon 1.6 TDI CR Ecomotive kører hele 31,3 km/l, og CO2-emissionerne ligger på 85 g/km. Takket være dens 1.6 TDI-motor med en ydelse på 110 hk (81 kW) og et drejningsmoment på 250 Nm leverer denne miljøvenlige version af Leon fremragende præstationer med en tophastighed på 197 km/h. Med fordelen ved det lave forbrug følger en rækkevidde på 1.500 km, inden der skal tankes igen. Leon Ecomotive vil kunne fås i alle tre karrosserivarianter i udstyrsversionerne Reference og Style.

Den nye Seat Leon 1.4 TGI viser SEATs engagement inden for naturgasdrift (CNG). Modellens 1.4 TSI-motor yder 110 hk (81 kW) og har et maksimalt drejningsmoment på 200 Nm ved 1.500 omdr./min. både ved kørsel på CNG og benzin. Med dens meget økonomiske forbrugstal og en lavere brændstofpris er det en af de mest økonomiske biler på markedet. Den har en rækkevidde på CNG på 400 km med et vægtet forbrug på 3,5 kg gas pr. 100 km, og CO2-emissioner på 94 g/km. Benzinmotoren giver 900 km ekstra rækkevidde, så den samlede brændstofrækkevidde er på imponerende 1.300 km. Seat Leon TGI vil være tilgængelig i Italien fra januar i den 5-dørs og ST-versionerne (Reference og Style), og senere følger andre lande.

Lukket for kommentarer

Indlæg navigation